Begrebet whistleblowing er harmoniseret på EU-plan – men ikke helt ensartet i praksis.

Grunden er i EU-direktiv (EU) 2019/1937, men medlemsstaterne har haft mulighed for at gå længere end minimumskravene.

For virksomheder, der opererer i flere lande, er det afgørende at forstå forskellen mellem:

• EU's minimumsniveau

• Nationale udvidelser

• Det praktiske risikobillede

Her er strukturen.

Niveau 1 – EU's fælles minimumsniveau

Direktivet beskytter indberetning af oplysninger om:

• Overtrædelser af EU-retten

• På særligt angivne områder

• Når rapportering sker i en arbejdsmæssig sammenhæng

Områderne, der er omfattet, inkluderer blandt andet:

• Offentligt udbud

• Finansielle tjenesteydelser og markedsmisbrug

• Hvidvask og finansiering af terrorisme

• Produktsikkerhed

• Transport- og nuklear sikkerhed

• Miljøbeskyttelse

• Folkesundhed

• Forbrugerbeskyttelse

• Beskyttelse af personoplysninger

• Beskyttelse af Unionens finansielle interesser

• Konkurrence- og statsstøtteregler

Beskyttelsen gælder også:

• Forsøg at skjule overtrædelser

• Handlingar som motverkar syftet med EU-regler

Overtrædelsen behøver ikke at være bevist.

Det er tilstrækkeligt, at personen havde rimelig grund til at tro, at oplysningerne var korrekte.

Dette er den fælles EU-kerne.

Niveau 2 – Nationale variationer

Direktivet er et minimumsdirektiv. Medlemsstaterne har mulighed for at udvide beskyttelsen.

Her opstår forskelle.

Sverige

Sverige har indført en bredere beskyttelse end direktivet ved også at omfatte:

De forhold, der er af almen interesse, at de kommer frem.

Det betyder, at selv alvorlige nationale misforhold kan omfattes, selvom de ikke vedrører EU-retten.

Frankrig

Frankrig havde allerede før direktivet et system (Sapin II) med bredere beskyttelse. Implementeringen indebærer i praksis, at beskyttelsen omfatter flere typer af alvorlige uregelmæssigheder end kun dem, der udtrykkeligt vedrører EU-retten.

Italien

Italien forbinder whistleblower-beskyttelse med sin etablerede compliance-model (bl.a. 231-reglerne). Det betyder, at indberetning af visse nationale lovovertrædelser og virksomhedsrelaterede uregelmæssigheder kan være dækket, selv uden for direktivets snævre EU-områder.

Tyskland

Tyskland har i huvudsak fulgt direktivets struktur, men har også åbnet for, at nationale lovovertrædelser kan omfattes inden for rammerne af den nationale lovgivning.

Resumé af niveau 2

I praksis findes der tre modeller i Europa:

1. Strengt EU-model – Beskyttelse kun for EU-områder.

2. Udvidet national model – Beskyttelse også mod alvorlige nationale misforhold.

3. Hybridmodel – EU-kerne + visse nationale forbrydelsestyper.

Dette betyder, at definitionen af ”whistleblowing” ikke er helt identisk i alle medlemsstater.

Niveau 3 – Hvad betyder det for din virksomhed?

For virksomheder med aktiviteter i flere lande opstår et vigtigt spørgsmål:

Skal man bygge sin whistleblower-funktion efter minimumsniveauet – eller efter den bredeste model?

Den praktiska verkligheten är att:

• Din whistleblower-funktion, ligesom din politik, skal overholde minimumsbeskyttelsen i national lovgivning.

• Men medarbejdere foretager ingen juridisk EU-analyse inden de rapporterer.

• Leverandører er ligeglade med direktivets tekniske anvendelsesområde.

• Interessenter forventer, at alvorlige forseelser kan rapporteres.

Konklusion

På EU-plan er whistleblowing knyttet til overtrædelser inden for særligt angivne retsområder.

Men i flere medlemsstater er beskyttelsen blevet udvidet til at omfatte bredere kategorier af alvorlige uregelmæssigheder.

For internationale virksomheder er det derfor klogt at:

• Forstå den fælles EU-kerne

• Identificer nationale forskelle

• Byg en funktion, der kan rumme den bredeste anvendelse

Det skaber juridisk robusthed – og tillid.